Revsbæk

 

jens-revsbaek

Min Morfar var Jens Jensen Revsbæk, som blev født i Dalbyneder den 6. februar i 1881. Han tjente i Gjerlev, da han blev konfirmeret i den 21. april i 1895. Han var kun 21 år, da han blev gift med min mormor Mariane Elisabeth Andersen, d. 29. november 1902 i Dalbyneder Kirke. De fik 7 børn. Den ældste Carl Ingolin blev født i Dalbyover den 16. marts 1903. Derefter flyttede de til Drastrup Kær i Essenbæk sogn, hvor de øvrige 6 børn er født. Det er Ane Kirstine 7-12-1904, Jens 19-10-1906, Jørgen 17-1-1908, Holger Kristian 17-10-1909, Kirstine Dorthea 11.7-1911 og Vagn Conrad 12-6-1912. Senere flyttede familien til Spentrup. Jens Jensen Revsbæk ernærede familien med mange forskellige jobs. Han var vejmand, skatteopkræver og tillidsmand for Husmandsbrandkassen og ulykkesforsikringen, men hans største interesse var at bygge storkereder, hvilket han gjorde både i Jylland og på Fyn.

 jens-jensen-revsbaek-og-mariane-elisabeth-andersen

Dette er et ungdomsbilleder af Jens og Mariane. Bag på Jens Revsbæks Billede er skrevet Fotograf Frederich Peter? Atelier for Fotografi, Randers. Bag på Marianes er skrevet, Marie Ols? Fotografisk Etablissement?, Havndal. Den manglede tekst er klippet væk. Jeg gætter på Billederne er fra ca. 1902.

7-soeskende-i-essenbaek-ca-1916

Deres 7 børn står fra venstre ved Hjemmet i Essendrup.
Carl Ingolin, Ane Kirstine, Jens, Jørgen Senius, Holger Kristian, Kirstine Dorthea, Vagn Conrad.

mariane-elisabeth-andersen-og-jens-jensen-revsbaek

Mariane og Jens sider foran deres Hus i Spentrup.

jens-jensen-revsbaek-og-kusine-esther

Jens Revsbæk ved en af hans Storkereder, hvor Barnebarn Ester prøver om den er god nok.

opsaetning-af-storkeredegodkendt_storkerede

Jens Revsbæk bygger en rede og på næste billede ses at den er blevet godkendt.

storkerede-paa-blichers-lade-i-spentrup

Jens Revsbæk bygger Rede på Blichers Lade i Spentrup.

Exif_JPEG_PICTURE

En artikel fra Fyns Stiftstidendes Søndagsmagasin 28-11-1937

Afskrift af artiklen:
Storken sidder paa Bondens Tag
…..Men Reden er dog ikke altid dens eget Fabrikat-
 Den kan lige saa godt skyldes Jens Revsbæk, den Spentrup Husmand, som bygger Storkereder med Garanti for Beboelse.
Og her fortæller han om sit ikke helt almindelige Arbejde.

 I et lille hyggeligt Hus i Spentrup ved Randers ikke langt fra Blichers gamle Præstegaard og kun ved Naboens Have skilt fra Kirkegaarden, hvor Hedens Digter ligger begravet, der bor Husmand Jens Revsbæk.
Jens Revsbæk er ikke en almindelig Husmand.
Det er ikke det, at han er Skatteopkræver og Vejmand. Heller ikke det, at han er Tillidsmand for Husmandsbrandkassen og Ulykkesforsikringen? Han er derimod at han er eneste Storkerede-Ekspert. Han ikke alene bygger Rederne, Han garanterer ogsaa for, at Storkerne vil komme og bo i dem…..!
 I Begyndelsen var det kun Spentrup og de nærmeste Byer, der nød godt af Revsbæks Speciale, men efterhaanden er hans Ry naaet viden om, og i Foraaret har han gjordt en rejse helt til Hjerl Hede ved Struer, hvor han har bygget en Storkerede paa en gammel fyensk Gaard i Direktør Hjerl-Hansens Bondemuserum.

Forleden aflagde jeg Jens Revsbæk et Besøg. Han sad og nød sin Eftermiddagspibe. Fra sine Stuer kan han holde Udkik med Storkene paa Præstegaarden. Han byggede en Rede paa Blichers gamle Lade for 5 aar siden, og hvert Aar har der været Storke i Reden.
Jens Revsbæk er en Mand paa de 55. Men han ser egentlig ældre ud. Hans Haar er graat, og hans Ansigt er furet af Rynker. Man kan se paa ham, at han aldrig har været bange for at tage fat paa, hvad der bød sig. Han er en populær Mand i sin By – til Trods for, at han er Skatteopkræver! Man sætter Pris paa hans djæve Væsen, paa hans ægte Jydske Lune.

Han tager gæstfrit imod den fremmede, og vi er straks som gode bekendte, da han høre, det er Storkerederne, jeg vil have ham til at fortælle om.
,,Jeg har saamænd puslet med dem, siden jeg var stor Knægt og kom ud at tjene,” siger han. Min Fader var Forkarl paa Hovedgaarden Fuglsø ved Havndal, og jeg maatte tidligt gøre Gavn for Føden. Paa de forskellige Pladser, jeg har haft paa Randers-Egnens Gaarde, har jeg moret mig med i min Fritd at holde Storkerederne i Orden og følge Storkernes Færd.
Det er dog egentlig først, efter at jeg har mit eget Hus her i Spentrup, jeg har taget Arbejdet op i større Maalestok. Jeg lavede nogle faa Reder i de 6 Aar, jeg boede i Hastrup, en anden By i Sognet, men det blev ikke rigtig til noget,”
,, Hvornaar blev de saa kendt i større Kredse ? ” spørger jeg.
 Jens Revsbæk retter sig op, tager et dybt Drag af Piben, Saa kommer der et lunt Blik i hans Øjne, og han ser vist paa mig: ”Jah… det var vel egentlig Først efter, at Bladene havde at omtale, at jeg bygger Reder.”
Han fortæller mig, hvor han har været paa sit ikke helt almindelige Arbejde.
Først og fremmest har Spentrups Nabobyer haft godt af hans specielle Erfaringer, men dernæst har han besøgt fjernere liggende Byer. Han har været paa Hjerl Hede, har forsynet den landskendte Hvidsten Kro med Storkerede, og til Efteraaret skal han underkaste Randers Bys eneste beboede Storkerede, der er bygget paa Helligaandshusets Gavl, et Eftersyn.

Hvor mange Storkereder har de bygget ? spørger jeg.
Jens Revsbæk tænker sig lidt om.
,, Det er umuligt at sige bestemt,” svarer han saa ,, men det første halve Hundrede gør det ikke. De fleste har jeg som sagt lavet i de sidste 5 Aar. Iøvrigt har jeg ogsaa givet skriftlige raad…”
Han forsvinder et Øjeblik ind i Stadsstuen og kommer tilbage med en stabel Breve.
 ,, Her skal de se,” siger han med Stolthed roder lidt i Bunken. ,,Der er nogle fra alle Egne. Her er f. Eks. et fra Barnonesse Holck, Kissendrupgaard ved Ullerslev paa Fyen.
Barnonessen skrev til mig sidste Efteraar for at faa Oplysninger om, hvorledes hun skulle indrette sin Storkerede for at faa Beboerne til at føle sig hjemme. Jeg svarede, hvad jeg mente, der kunde gøres, og jeg kunde i Grunden godt tænke mig at høre, om Opskriften har haft den virkning, den plejer…”

 ,,Man siger, at De garanterer, der kommer Storke i Rederne ? ” Jens Revsbæk ler.
 ,, Det gør jeg skam ogsaa! Ganske vist udsteder jeg ikke et skriftligt Garantibevis, men jeg henviser til, at alle andre Steder, hvor jeg har bygget Reder, er de blevet beboet, og der har været et livligt Familieliv,”
 Han remser op for mig en hel Række Ejendomme, men tilføjer dog, at der ikke kom Unger i hans Naboby Linde ifjor,…selv om det ikke var hans Skyld. Det var Æggene, der ikke var befrugtede.  Endvidere er der en anden Undtagelse, Revsbæks Nabo, Gaardejer Peter Thybo.
,, Det har ikke været mig muligt at faa et par til at bo der endnu,” siger Revsbæk, jeg byggede en Rede hos Thybo ifjor, men lige saa snart der er kommet et Par Storke og vilde tage den i Besiddelse var Præstens Storke der, og det endte altid med, at de fremmede i Byen blev smidt ud med Fynd og Klem. Naar Præstens Storke derefter havde jaget de fremmede bort, kunde de være ondskabsfulde nok til at flyve tilbage til Thybos Gaard og forsyne sig med Kviste og Fyld fra Reden for at flyve hjem til sig selv med! En saadan Hændelse har vi været Vidner til adskillige Gange.”
Det vil altsaa sige, at der ikke kan være mere end et Storkepar i Spentrup?”
,, Nej, saadan er det alle Steder, hvor der kun er eet Par i Forvejen. Der staar en voldsom Kamp mellem Par Nr. 1 og Par Nr. 2. Hvis Par Nr. 2 først er blevet stærk nok til at holde sig fri af Par Nr. 1 og kan yngle i Ro, kan der komme 20 Par, om det skal være, uden at der bliver den mindste Panik!”
Hvad gør De nu for at gøre Rederne tiltrækkende for Storkene?”
Jeg sørger for en solid Bund og bygger derefter en bred Mur af Riis og Grene udenom det hele, Solbær- og Ribsbuske kan godt bruges hertil. Inden i Reden fylder jeg Mos, Løv og hvad jeg ellers kan finde, gammelt Hestegødning maaske!
Det gaar ikke saa nøje til. Storkene er ikke kræsne, hvis de selv skal bygge. Den endelige Oppudsning af Reden vil de helst selv ordne.
Tror De, at Storkene holder mere af at bo i Reder paa Straatag end paa haardt Tag ?”
,,Jeg tror, det er akkurat ligegyldigt, hvis Reden god.”
,,Hvad kan man finde i en Storkerede ?”
,,Alt muligt ! Jeg har under Reparationsarbejder halet de mærkeligste Ting frem. Lige fra Karklude, Børnelinned, Benklæder og Sække til Aviser – uanset Partifarve – samt Glasskaar og Sølvskeer.”   ,,Sølvskeer, siger De…”
Ja, Storkene kan være lige saa store Tyveknægte som Skader. Kan de fiske noget, der skinner dejligt, er de ikke et hak bedre i disse.”

 Vi taler til sidst om Storkenes dalende Antal i de sidste Aar…. det er med dem som med Børnetallet.
Revsbæk er af den Mening, at der er for faa, som byder Storkene ordentlige Reder. Han fortæller, hvorledes han i Sommertiden kan gaa i Spentrup Enge og finde Storkeæg. De er lagt af Storke, som ikke har kunnet finde Redeplads i Løbet af den bestemte Tid, de instinktmæssigt skal begynde Rugningen. Æggene er befrugtet paa Vejen herop fra Syden, og der sker ikke nogen ny Befrugtning, naar Storkene først er kommet hertil,” siger han. ,, Derfor faar de sent bosatte Storke ikke Unger.”
Revsbæk siger ikke dette, fordi han bygger Reder. Han siger det, fordi han virkelig interesserer sig for de smukke Fugle. Hans specielle Arbejde kaster ikke saa meget af sig, at det giver Sølv paa Kistebunden. Han faar sine Rejseudgifter dækket og lidt til, og man faar det Indtryk gennem en Samtale med ham, at han selv sætter Pris paa at kunne yde et Bidrag i Dyrebeskyttelsens Tjeneste.
Aser.      

storkeredebyggeren                                                         

En julehilsen fra Spentrup Præstegaard, 1939.

En julehilsen fra Spentrup Præstegaard, 1939.

den-nye-storkerede

   Jens Revsbæks søn Jens har overtaget faderens arbejde med at bygge storkereder.

Jens Jensen Revsbæk døde den 8. nov. 1947 og blev begravet på Spentrup kirkegård.
Han blev kun 66 år gammel.

gravsten